Aikido
 
Tendoryu Aikido kom første gang, til Danmark i 1995, hvor klubben i Fredericia startede. Tendoryu Aikido er en sport der kan dyrkes af folk i alle aldre. Tendoryu Aikido adskiller sig fra andre kampsportsgrene ved kun at indeholde forsvarsteknikker, at være afventende og ikke voldelig.

Tanken bag Tendoryu Aikido er kun at benytte modstanderens kraft imod ham selv, så derfor er styrke ikke en vigtig faktor i Tendoryu Aikido.

Målet med Tendoruy Aikido er ikke at skade sin modstander eller at vinde, men at få modstanderen til at indse at et angreb ikke fører til noget.
 
 

Sensei

Sensei Kenji Shimizu er født i Tendo Honami-cho, Fukuoka i Japan og han’s dojo i Tokyo, Japan hedder Tendokan.




Kenji Shimizu blev født i 1940. Han begyndte med at træne judo i 1953. Da han havde fået 4. Dan i judo, besluttede han sig dog for at skifte til Aikido. Kenji Shimizu trænede intenst aikido fra 1963 hos aikido’ens grundlægger O’Sensei Morihei Ueshiba, hvor han gjorde store og bemærkelsesværdige fremskridt. Kun tre år efter sin graduering til 1. Dan modtog han 4. Dan – hvilket er en enestående præstation, der indtil nu ikke er set før.

Efter at have modtaget 7.Dan og O’Sensei Morihei Ueshiba var bortgået, grundlagde Kenji Shimizu en uafhængig Aikidoskole i Tokyo, kaldet ”Tendokan”. I 1991 modtog Sensei Kenji Shimizu 8.Dan af Nihon Kokusai Budoin og er dermed én af de højest graduerede Aikido-mestre i verden. I 2002 blev han hædret af den japanske udenrigsminister, fordi han havde udbredt Aikido, som en del af den japanske kultur. Sensei Kenji Shimizu kommer bl.a. til Europa flere gange hvert år, - her specielt Tyskland, for at undervise.

Højdepunktet på hans ”karriere” indenfor Aikido skete, da han blev inviteret med til Enjukai (efterårs-havefest) af den japanske kejser og kejserinde i 2002, hvor kejserinden ønskede ham al held og lykke med hans fremtidige udbredelse af Aikido. En begivenhed der ganske bestemt har betydning for hele Aikido-verdenen, idet Sensei Kenji Shimizu er den første repræsentant fra Aikido, der har opnået en sådan ære fra den japanske kejserfamilie.
 

O'Sensei

Aikido blev grundlagt af japaneren Morihei Ueshiba (1883-1969) efter mange års træning i forskellige japanske kampkunster. Ueshiba havde deltaget i den Russisk-Japanske Krig, og været vidne til død og ødelæggelserne under 2. Verdenskrig. Dybt rystet over menneskets vilje og evne til destruktiv konfliktløsning, ønskede den dybt religiøse kampkunstmester at transformere krigskunsten til ”fredskunsten”.



Tanken om at en sand mester i kampkunst altid har valget mellem at tage eller at give livet til modstanderen, var ikke ny. Man opfattede evnen til at stoppe konflikten i opløbet, altid som sandt mesterskab. Det nye i Ueshibas tankegang var, at selve kunstens teknikker og bevægelser skulle udstråle og symbolisere de fredelige intentioner.

Efterhånden som Ueshiba tilegnede sig flere og flere færdigheder i stridskunst, erkendte han, at meningen med sand kampkunst ikke kunne være at slå modstanderen med brutal kraft, men derimod at opnå total kontrol med sig selv, og således gøre sig fri af en eventuel strid med en angriber. Ud fra denne erkendelse udviklede han en helt ny og defensiv kampkunst, som skønt trænet i mange år, først officielt fik navnet Aikido i 1941.

Aikido består af en lang række låse- og kasteteknikker. Bevægelserne er cirkulære og harmoniske og bygger på principper fra den japanske fægtekunst, hvorfor også træning med våben, Bokken (træsværd) og Jo (stav) er en vigtig del af Aikido-træningen. Den grundlæggende defensive indstilling og fraværet af konkurrence er den største forskel mellem Aikido og de fleste andre kendte Budo-former.

Aikido handler om fred, harmoni og balance, hvilket for de fleste udenforstående højst sandsynligt vil opfattes som et stort paradoks. Hvorledes kan kampkunst harmonere med et fredeligt grundprincip? Ved at beherske kunsten at træne Aikido, kommer man i besiddelse af en fysisk- og teknisk kunnen og nogle mentale egenskaber, der bevirker, at kamp bliver en unødvendighed for at løse en konflikt.

Ved løsning af en konflikt, er det altid vigtigt, at forstå hvad konflikten drejer sig om. Herefter kan man skabe en strategi, hvis udgangspunkt er, at modstanderen oplever mulighed for at løse konflikten på en måde, uden at vedkommende taber ansigt. Aikido bevæger sig altså ikke bare på det fysiske plan, men i høj grad på det mentale. Det handler om at få kontrol over sig selv. Det tjener intet formål at tvinge en anden til at tabe, for den der vinder over en anden i dag, er dømt til selv at blive taber i morgen.

I Aikido er timing vigtigere end fart og styrke. I stedet for at sætte kraft mod kraft lærer man, hvorledes en lille kraft kan styre en stor i harmoni med naturens enkle og fundamentale love. At trodse naturlovene lader sig ikke gøre. Denne enkelthed til trods, eller måske netop derfor, er Aikido ikke noget, man lærer fra den ene dag til den anden, men er en spændende udfordring, som vil lære en mangt og meget om sig selv og ens medmennesker.

Trods den "voldsomme" sammenhæng ser Aikido elegant ud, når den udføres af erfarne. Ofte minder det mere om kraftfuld og dynamisk dans end om kamp. I Aikido forsøger man ikke at tvinge modstanderen til noget som helst. Man lader modstanderen gå i den retning han vil, fører ham på vej, og lader ham ved egne kræfter falde dér, hvor han naturligt vil falde.

Aikido kan oversættes til ”Vejen til harmonisk styrke”, eller "Den harmoniske krafts vej". Aikido er sammensat af 3 "ord" AI (harmoni, venskab og kærlighed), KI (sind, vilje og energi) og DO (vejen, der forener krop og kraft). Aikido er en vej (DO) til træning af krop og sind, på basis af effektive selvforsvarsteknikker

’’Aikido er ånden af kærlig beskyttelse af alt liv.’’ - O'sensei Morihei Ueshiba